Rydd opp...
...i garderoben, økonomien, hjemmet, baderomshyllen og tiden din. Vi guider deg gjennom prosessene.
AvDIN GARDEROBE- Maiken Winther, moderedaktør på Costume
Sælg ud “Det er en god idé at sortere sin garderobe hver sæson. Brug modemagasiner og websites til at holde dig opdateret på, hvad sæsonen byder på, og planlæg, hvad du vil bruge hvordan. Se på, hvad du mangler, og sortér det fra, du ved, du ikke kommer til at bruge, og sælg det på et loppemarked.”
Gem klassikere “Hvis du har klassiske items som en trenchcoat eller en læderjakke, du ikke bruger for tiden, men ved, at du kommer til at hoppe i igen, skal du endelig gemme dem. Opbevar dem i en dragtpose, så de ikke bliver støvede eller bleget af solen. Lad dem aldrig hænge på et garderobestativ i dit soveværelse i flere år - det slider på tøjet, og så går det i stykker.”
Læg sko i kasser “Sørg for, at skoene er fyldt ud med papir, så de ikke bliver flade at se på. Hvis kasserne fylder for meget, så læg skoene i deres dustbags. Hvis du køber dyre sko, følger der altid dustbags med, men du kan sagtens købe dem separat. Sko, du bruger rigtigt meget, kan du have stående fremme - du kan eventuelt sætte nogle hylder op til dem. Skift ud hver sæson, så du pakker dine Birkenstocks væk og tager dine varme bikerboots frem, når det bliver efterår.”

DIN TID- Trine Kolding, tidscoach
Skriv ned “Få overblik over din tid ved i en periode at notere, hvad du egentlig bruger den på. Der kan være stor forskel på, hvad vi synes, vi bør bruge vores tid på, og hvad vi reelt bruger tid på. Men der kan sørme også være forskel på, hvad vi tror, vi bruger tid på, og hvad vi reelt bruger tid på. En god huskeregel hedder: ‘Hvis du vil have gjort noget, så sæt tid af til det’. Hvis du ikke selv tager dig tid, så skal der nok komme nogen eller noget og hjælpe dig med at fylde den tid ud - og det tager tid fra de ting, du rigtigt gerne vil.”
Lav aftaler “Hvis det er vigtigt at få set dine veninder mere, skal du lave konkrete aftaler med dem. Det er nemmere at komme afsted, når du ved, der står en veninde og venter på dig. Vi er som regel bedre til at overholde aftaler med andre end til at overholde aftaler med os selv.”
Planlæg indkøb “Du kan have de bedste intentioner fra morgenstunden om, at ‘i dag skal jeg lave mad’, og så er du bare for træt, når du kommer hjem. Køb ind en gang om ugen: Lav en plan for, hvad du vil lave hver dag, og køb alle ingredienserne på én gang. Det sparer både tid og penge. Lav en firdobbelt portion, og frys det ned. Så er det nærmest som takeaway.”

DINE SKØNHEDSPRODUKTER- Anne Mønsted, skønhedsredaktør på Costume
Smid ud “På bagsiden af alle cremer, lotions, scrubs og så videre er der et lille billede af en krukke med åbent låg, hvor der står et tal. Tallet indikerer, hvor mange måneder cremen kan holde, fra den bliver åbnet. Det er typisk mellem 6 og 12 måneder. Sæt et klistermærke i bunden af din creme, den dag du åbner den, hvor du noterer måned og år. Kig dit toiletskab igennem hvert år inden jul eller inden din fødselsdag, og smid de produkter ud, der har overskredet deres holdbarhedsdato - så kan du ønske dig friske versioner af de produkter, du lige har smidt ud.”
Vask dine pensler “Der samler sig bakterier i dine pensler, så det er vigtigt, at du rengør dem jævnligt. Brug dagligt en brush cleanser fra for eksempel Mac. Den renser nemt og hurtigt. En gang om ugen skal du give dem en større omgang, hvor du vasker dem i ganske almindelig hårshampoo og lægger dem til tørre på noget køkkenrulle. Hold styr på dine børster og pensler ved at samle dem i et tandkrus.”
Hold øje “Makeup har en lang levetid, hvis du lukker det ordentligt og bruger rene pensler. Mascara og concealer, der bruges ved øjnene, bør skiftes oftere, og det skal du aldrig låne ud til andre. Øjenskygge og pudder holder typisk et år, men hvis du ser ændringer, og din makeup begynder at skille, klumpe eller dufte anderledes, så tøv ikke: Det skal ud.”

DIN ØKONOMI- Søren Nielsen, redaktionschef på Penge & Privatøkonomi
Opret en budgetkonto “Det er simpelt, men effektivt at oprette en budgetkonto, hvis du har svært ved at styre dine udgifter. Med en separat konto, hvor du hver måned fører dine faste udgifter som husleje, forsikringer, fitnessabonnementer og andre ting over på, kan du bedre se, hvor meget du egentlig har tilbage til månedens sjove forbrug.”
Bid i det sure budgetæble “Sig til dig selv, at du en gang om året sætter dig ned foran computeren i to timer og ser på dine udgifter, for eksempel lige efter nytår. Lav budgettet over dine månedlige faste udgifter i et Excel-ark eller i Google Drive, og justér på posterne næste år - så tager det under en time.”
Sæt pris på dine drømme “Hvad koster din drømmetaske eller udbetalingen på den bil, du gerne vil have? Er det 10.000 kroner, så bryd tallet ned på 12 måneder, og læg de 834 kroner til side til drømmen i budgettet. Det giver en fantastisk frihed at vide, at du sparer op til et mål.”

DIT HJEM- Kasper Foged Rasmussen, nyhedsredaktør på Bo Bedre
Smid ud “Når du rydder op, så tag en ting ad gangen, og tænk på, om du ved, hvor den har sin plads. Hvis den ikke har en plads, så er det, fordi den ikke er vigtig, og så er det ud med den.”
Gem ikke på ragelse “Det er ikke en regel, at man skal gemme alle børnetegninger, vaser eller andre ting, som man har fået eller arvet gennem årene. Du skal kun beholde det for din egen skyld og ikke for andres.”
Sæt oprydningen i system “Hvis du sætter oprydningen i system og for eksempel ikke sætter dig ned om aftenen, før der er ryddet af bordet og vasket op, så giver du dig selv muligheden for at starte på en frisk om morgenen. På den måde tager oprydningen kortere tid og undgår at hobe sig op og blive uoverskuelig og stressende.”
