Verdens beste skjønnhetsbutikker
Fra New York til Paris, Berlin og Milano. Costume-redaksjonen har finkjemmet verdens storbyer for å lokalisere de bedste skjønnhetsbutikkene.
AvNEW YORK
Aedes de Venustas - en svunden tid
Udefra ligner det en lukket blomsterbutik, men indenfor åbner der sig et boudoir i barokstil med tunge gardiner, tykke gulvtæpper og overdådige blomsterbuketter. Reol på reol byder på et overdådigt udvalg af duftlys og kostbare parfumer. Her finder du blandt andet brands som Diptique, Serge Lutens, Frédéric Malle, Laudree og Aedes de Venustas’ eget mærke.
9 Christopher Street, Aedes.com

NEW YORK
Bloomingdales - alt på et sted
Trænger du til det store overblik over velkendte brands som Chanel, Laura Mercier og La Mer, så er Bloomingdales beauty-afdeling stedet. De venlige ekspedienter vil hellere end gerne lægge din makeup, tjekke din hud eller indhylde dig i den nyeste duft. Du kan få fikset bryn hos Benefit eller besøge Cliniques store oplevelsesstand. Ps. Hos Bloomingdales får man altid en seriøs gave med, når man køber for mere end 300 dollars...
1000 3rd Avenue, Bloomingdales.com

NEW YORK
C.o. Bigelow - USA's ældste apotek
De kalder sig selv for det ældste apotek i Amerika, og den atmosfærefyldte butik i Greenwich Village har højt til loftet og et almindeligt apotek allerbagerst. Butikken er spækket med Rodin, Phillip B, Nars og Deborah Lippmann, men også C.O. Bigalows eget mærke - især badeprodukterne og shampooen er værd at købe med hjem. I de gamle glasdiske finder du vintagehårspænder fra Frankrig, og dine køb bliver pakket fint ind i silkepapir og små æsker. Oplagt sted at shoppe små gaver til dem derhjemme.
414 Sixth Avenue, Bigelowchemists.com

NEW YORK
Ricky's NYC - budgetvenligt hår
Er du på jagt efter hårprodukter, så gå forbi en af de mange Ricky’s NYC. Her er der hylde efter hylde med velkendte hårbrands - Redken, Tigi, Phyto, Klorane - til meget billigere priser end herhjemme. Du kan også opdatere din samling af Essie-lakker (ca. 45 kr.), købe billige Spanks eller få fingrene i makeupartisternes favoritelastikker, hår-grej og toilettasker. Det er ikke indretningen, der bliver lagt kræfter i, men udvalget er kæmpestort og priserne meget små.
112 1 Avenue, Rickysnyc.com
No-crease stylingklemmer, Ricky’s ca. 35 kr.

NEW YORK
Woodley & Bunny - beautiful Brooklyn
I en kælder i en af Brooklyns lave bygninger finder du den fineste beautybiks og frisørsalon. På rå murstensvægge svæver glashylder fyldt med hudpleje, hårprodukter og dufte. Danske Kjær Weis har plads mellem øko-kult makeup fra Rms Beauty, Uslu Airlines og Obsessive Compulsive Cosmetics, og vil du have en tur i frisørstolen, skal du booke tid et par dage i forvejen. Tjek butikkens brands på hjemmesiden.
196 N 10th Street, Woodleyandbunny.com
Lip tar, Obsessive Compulsive Cosmetics ca. 105 kr.

PARIS
Nose - den nye duft
Blandt andre Nina Riccis oldebarn Romano Ricci står bag konceptbutikken Nose (det er ham med de hypede Juliette Has a Gun-parfumer). Butikken har over 45 forskellige parfumemærker, både kendte og mindre kendte som Creed, Francis Kurkdjian og Heeley. Nose har udviklet et unikt koncept, hvor du via en app indtaster, hvilke parfumer du kan lide, og så kommer den op med idéer til nye dufte, der passer til dig. Det kan gøres i butikken, men også online derhjemme.
20, rue Bachamont, Nose.fr
Extrait de parfum i agarwoud, bubblegum chic og l'amandiére, Heeley ca. 1.095 kr. pr. stk.

PARIS
Skeen+ - minimalistiske mirakler
Enkle produkter med stor virkning. Det kendetegner det franske mærke Skeen. Grundlæggeren Pedro Garcia Maggi har adskillige års erfaring i kosmetologbranchen og har sammen med biokemikere, dermatologer og farmaceuter skabt produkter med aktive ingredienser uden tilsatte farvestoffer og parfume. Det minimalistiske univers i butikken overlader fokus til produkterne og den høje service, hvor de dygtige ansatte analyserer og rådgiver hvilke produkter, der passer til dig.
21 Rue des Archives, Boutique.skeen.fr
Perfect eye powder, Skeen+ ca. 270 kr.

LONDON
Penhaligon's - gennemført duftunivers
Det britiske parfumebrand Penhaligon’s er til dig med en forkærlighed for dufte. Der ligger flere små butikker i centrum af London, alle med mørke træpaneler, lysekroner af tomme duftflakoner og et udvalg, der overvælder. Udover de endeløse rækker af duftflakoner med krummelure-etiketter, kan du få duftlys, håndsæbe og lotions. Penhaligon’s er leverandør til det britiske hof, men der er intet højtideligt over betjeningen. Du skal aktivt dufte dig frem til dit personlige match, og der er al den tid og kyndig hjælp, du har brug for. En parfume på 100 ml koster cirka 1.050 kr.
41 Wellington Street, Penhaligons.com
Blenheim bouquet eau de parfume, Penhalligon ca. 1.050 kr. for 100ml

LONDON
Wah nails Topshop - nye negle
Når du alligevel trawler gennem Topshop på Oxford Circus, så tag et hvil ved en af Wah Nails’ små manicureborde på nederste etage. Neglebaren er kendt for at eksperimentere med nail art og har talentfulde teknikere ved bordene. Det er primært Nails. Inc, der kommer på neglene, og du kan købe det hele med hjem. Book en tid - der er run på.
214 Oxford Street, Wah-nails.com
Grafitti effect nail polish i brick lane, Nails Inc. 120 kr.

LONDON
Selfridges&Co - skønt slaraffenland
Du må ikke besøge London uden at tage en runde i stueetagen i stormagasinet Selfridges&Co - et beauty-slaraffenland af en anden verden. En hel afdeling er dedikeret til nichedufte som Robert Piguet, Creed og Francis Kurkdjian. Du kan shoppe dig fattig i Tom Ford, Aerin Lauders egen linje eller bare ose hos alle de store brands. Kig også i afdelingen for alternative makeup- og hudplejebrands som Sprout, Glamglow, Paul & Joe og Stila. Få ordnet dine bryn i Blink Spa’s Browbar.
400 Oxford Street
Body scrub, Sprout ca. 125 kr.
Makeup remover, Sprout ca. 70 kr.

MILANO
Dolce & Gabbana - Milano-must
Idet du træder ind i Dolce & Gabbanas butik, glemmer du øjeblikkeligt alt om Milanos grå gader. Et kæmpe rum med uendeligt højt til loftet og et væld af farver fra de lange tøjstativer langs væggen møder dig. Lige inden for døren er der en åbning ind til et lille andet rum med hvide vægge og paneler helt op til loftet kun brudt af tunge, draperede bordeaux gardiner. Midt i rummet står et bord i spejlglas med friske blomster på og en bakke med Dolce & Gabbanas parfumer. Langs bagvæggen er deres makeuplinje udstillet og et hold makeupartister giver deres kyndige hjælp til at vælge de rigtige farver til dig. Kort sagt: en luksuriøs skønhedsoplevelse med ægte italiensk stemning.
Corso Venezia 7,Dolcegabbana.com
Glow illuminating powder shimmer, Dolce & Gabbana ca. 285 kr.

MILANO
Profumo - helt personligt
Profumo betyder parfume på italiensk, og det er nøjagtigt, hvad der venter dig indenfor døren i den lille butik i det hyggelige område ved Via Brera. Besøg den, hvis du leder efter din helt egen specielle duft, som hende ved siden af dig i bussen helt sikkert ikke har på. Butikken forhandler parfumer fra anerkendte mærker som det italienske Lorenzo Villoresi og Frédéric Malle, som laver parfumer med forskellige store parfumører som afsendere, men som de fleste ikke kender, da de ikke forhandles i stormagasiner. Prisen for en parfume er ikke i den billige ende.
Via Brera 6
Iperborea eau de toilette, Lorenzo Villoresi ca. 750 kr. for 100 ml

BERLIN
Harry Lehmann - unikke parfumer
Hos Harry Lehmann kan du blande din egen duft. Butikken har stadig gamle dufte fra 30’erne og 40’erne i produktion, og du finder både lavendel, orange, tulipan, jasmin og orientalske dufte med noter fra krydderier eller harpiks. Start med at lave en lille flaske, inden du producerer en 50 ml-parfume. Den charmerende butik deler lokale med en blomsterbutik og minder mest af alt om et gammelt apotek.
Kantstrasse 106, Parfum-individual.de

BERLIN
Jacks beauty department - sød salon
Jacks er en feminin og inspirerende butik og salon i ét, der ligger i det hyggelige Prenzlauerberg. Du kan få lagt makeup, blive klippet eller få manicure, og butikken bugner af fine mærker som Ellis Faas, Butter London, Korres, Cowshed Paris Berlin og Burt’s Bees. De laver deres egne makeuppensler i forskellige størrelser og farver og udgiver skønhedsmagasinet Jacks Beauty Issue.
Sredzkistrasse 54, Jacks-beautydepartment.com
Body lotion, Burt’s Bees 130 kr.
Pomegranate cleansing scrub, Korres 120 kr.
